Vi byggede huset i 2011-2012, og det var indflytningsklart 1. maj 2012.

Arkitekten var Mette Lange, med hvem vi havde et velfungerende og inspirerende samarbejde, som gjorde vores drømmehus til virkelighed.

Hendes udgangspunkt var, at ude og inde skulle spille sammen, så man udnyttede beliggenheden optimalt – noget, der også betød meget for os. Vi var enige om, at huset skulle tilpasses området, uden at skille sig ud. Det var samtidig vigtigt at tage højde for vestenvinden, skabe læ og bevare den enestående udsigt over bugten.

Resultatet blev et U-formet hus med masser af vinduer mod alle verdenshjørner, der giver mulighed for at kigge tværs gennem huset fra den vindbeskyttede gård. Vi valgte at lade sandet bestå i gården, så børn kunne lege og få en strandfornemmelse næsten integreret i huset.

På grunden lå oprindeligt et muret, pudset hus med stråtag i to etager. Det måtte med stor sorg nedrives, da det lå helt til skel, og det var uomgængeligt for opførelsen af vores nye hus.

Det oprindelige hus blev opført i midten af 1930’erne, så vidt vi ved af en lokal bygmester. Bygherren var Kai Halkjær, en overretssagfører fra København. Et identisk hus ligger desuden på en anden vej her på Lyngen.

Huset rummede i stueplan en vinkelstue, et værelse, køkken og entre, hvorfra en trappe ledte op til 1. sal med tre værelser og en repos. Familien havde en datter, Jette, som formentlig boede i midterrummet. Det lille værelse mod nord var pigekammeret til den unge pige, der servicerede familien.

Huset fik navn efter datteren og blev kaldt Jettestuen, hvilket tiltrak turister, der spurgte, om de måtte se det. Mine forældre kaldte det ’Havstuen’, selv om kun ét bogstav skulle ændres på stenen, der lå på hjørnet af Vej 14 og stikvejen til vores grund, hvis det blev omdøbt til Mettestuen.

Da Mettes forældre, Lis og Kurt Engelbrecht, købte huset i 1956, fremstod det meget velholdt med interessant inventar – bl.a. kinesiske effekter og danske designmøbler fra 1930’erne. Der var brændekomfur i køkkenet, pejs i stuen med indsat brændeovn og en brændeovn på 1. sal. Huset blev dog kun benyttet som sommerhus fra påske til kartoffelferien.

Jeg nåede heldigvis at møde den kvinde, der hvert forår gjorde huset klar til ’herskabet’. Hun slæbte tæpper, halmmadrasser, dyner og puder ud til luftning og ferniserede trappen samt alle trægulve oppe og nede. Hun fortalte også, hvordan hun hjalp fruen, når der var gæstebud, blandt andet med at koge levende hummere.

Da jeg første gang besøgte huset med min familie, lå enkefruen i underetagens værelse med sit gebis i et glas vand på natbordet – et bizart syn for en lille pige. Hun kunne formentlig ikke bruge den smalle, stejle trappe, hvilket gjorde det nødvendigt at sove i underetagen. Det primitive badeværelse lå over gården i garagen.

Både køkken og badeværelse blev moderniseret straks, mine forældre overtog huset. Der blev isoleret, sat fliser på gulv og vægge og installeret toilet, håndvask og bruser med varmtvandsbeholder. Køkkenets brændefyrede komfur med skinnende messinggelænder blev fjernet, og huset fik elektricitet, moderne elkomfur, køleskab og varmtvandsbeholder.

Vi tilbragte stort set alle ferier og weekender i huset. Min far arbejdede til lørdag over frokost og foretrak at være i sommerhuset.

Indtil jeg blev teenager, elskede jeg at være i sommerhuset. Jeg fældede træer, kløvede brænde og fiskede med line og sandorm fra en lille speedbåd. På 30 kroge fangede vi som regel 27-28 fisk – fortrinsvis rødspætter og skrubber.

Min far byggede en tømmerflåde, som vi solede os på og sprang i vandet fra. Vest for huset var en skrænt med sandgryder, hvor jeg elskede at ligge og læse. Min mor slog på husets gongong, når der var mad, og vi spiste ofte ude, også efter regn, hvor luften dufter fantastisk.

Mine forældre var liberale med hensyn til, at jeg kunne have mine venner med i Havstuen. Jeg tilbragte efterårsferier her med tre veninder fra gymnasiet – måske allerede fra 1. realklasse. Det var sjovt og uforudsigeligt – smøger og øl, islandske sweatre, cowboybukser, ragsokker og sundhedssandaler, de såkaldte Jesus-brædder, og nogle gange hemmelige besøg af fyrene. Manglede vi noget, gik vi op til købmand Hagelund, i dag Brugsen.

Senere kom jeg med kærester og endelig med min egen familie. Jeg betragter matriklen som min plet på jorden – det sted, jeg mest hører til. Min mand, Jens, er heldigvis mindst lige så knyttet til stedet. Han afsluttede arbejdet med træterrasser rundt om hus og anneks og kronede værket med ca. 5.000 træpropper. Endelig byggede han en carport med værksted, cykelskur og depotrum.

Vores børn og børnebørn bor henholdsvis i Genève og New York, men de føler sig også meget tilknyttet til stedet og glæder os med deres besøg.

Vi nyder årets gang med det skiftende lys over Sejerøbugten, stilheden og stjernehimlen. Vi glæder os over, når sæsonen starter, og der bliver liv i husene på Vej 14 og stranden – lige så meget som, når roen indfinder sig efter efterårsferien.

Vi vinterbader og har ofte hele bugten for os selv i hverdagene.

Mine forældre drømte om at flytte hertil, da min far gik på pension. Det nåede de desværre aldrig, da min mor døde. Derfor er det en stor glæde, at vi nu har fuldført deres drøm, og vi sender mange taknemmelige tanker til dem. Vores ønske for fremtiden er at bo her resten af vores dage og sikre, at huset fortsat forbliver i familiens eje

.