Min moster Edith Hjortskov (senere Abildgård) havde venner med sommerhus ved Sejerøbugten og faldt i 1955 for området. I januar 1956 købte hun en nyudstykket, ubebygget grund på Vej 14 for 7.000 kr. Samme år opførte hun et lille sommerhus med stue, to køjerum, køkken/gang, et das og overdækket terrasse. Huset fik straks navnet Bo i Ro.

I de første år cyklede Edith fra Roskilde til sommerhuset hver anden weekend. Det var også her, hun mødte sin kommende mand, Just Abildgård, som ejede Lynggården på Vej 13. De blev gift, men nåede kun knap ti år sammen, før Just døde.

I 1962 fik huset et rigtigt toilet med træk og slip, og i 1966/67 blev huset udvidet betydeligt. Edith tegnede selv tilbygningen, og den lokale tømrer O. Kr. Nielsen udførte arbejdet. Sådan ser huset ud i dag.

I starten af 1970’erne købte Edith en dobbeltgrund på Strandleddet, hvor hun byggede nyt hus i 1977 og flyttede over i det. Hun beholdte Bo i Ro, som hun lejede lidt ud, og familien kunne stadig bruge det i ferier.

Jeg har tilbragt næsten alle sommerferier, weekender og helligdage her. Edith solgte huset kortvarigt til en lokal ejendomsmægler, men købte det tilbage, da hun ikke kunne undvære stedet.

I begyndelsen rejste mine forældre først med tog og senere med vognmand fra Roskilde – ikke ad den ”rigtige” vej, hvilket altid irriterede mig som barn. Jeg elskede at morgenbade med min far og komme hjem til havregrød lavet med det bløde vand. Familien havde venner, der lejede Godset Geske (nr. 77), og vi delte øl, sodavand og hentede Anders And-bladet – små, lykkelige ferieminder.

Købmand Hagelund (nu Brugsen) var en oplevelse med sin kanariefugl, og det var spændende at handle i de små nærbutikker. Når jeg som voksen bliver spurgt om et sted, jeg holder af, er svaret altid Bo i Ro og solnedgangen over Sejerøbugten.

Moster Edith, som var barnløs, skrev testamente, hvor min bror Lars og jeg fik forkøbsret til Bo i Ro, og mine tre kusiner fik Strandleddet. Efter min brors død i 2002 overtog jeg huset, da Edith døde i 2010.

Jeg overtog huset formelt i 2011. Indvendigt bar det præg af udlejning – alle rum undtagen køkken og bad var beklædt med hessian. Siden er det moderniseret, og næsten al hessian er fjernet. Det glæder mig, at min søn Andreas holder lige så meget af Bo i Ro, som jeg gør. Han har været her hele sit liv og skal efter planen overtage huset

.