Sommerhuset på Vej 14, nr. 93, bærer på en rig historie, der strækker sig helt tilbage til 1936, hvor det oprindeligt blev opført af Elenes farfar og farmor. Dengang gik det under navnet ’Det gule hus ved stranden’ og lå på en grund bestående af tre matrikler under nr. 87. Familien solgte to af matriklerne fra, og i 2008 overtog Elene og Per den sidste, som fik nr. 93.

I december 2008 flyttede de ind i deres nybyggede hus – et smukt Liljehus Nordsø 104. Fire år senere tilføjede de et anneks, også fra Liljehus, som gav plads til flere minder og gæster.

Huset ligger for enden af Vej 14, gemt til venstre, hvor grunden engang var helt bar for træer. Med hjælp fra Det danske Hedeselskab blev grunden beplantet med to rækker fyrretræer på tre sider – nogle står heldigvis endnu. Den side, der vender mod vandet, blev holdt åben, så udsigten over strand og bugt, kun 75 meter væk, kunne nydes frit.

Elene mindes, at hendes bedsteforældre aldrig overnattede i huset, men kørte frem og tilbage til deres hjem i Hellerup – de besøgte kun huset få gange. Huset var fyldt med tunge, mørke polstrede møbler, der ikke på nogen måde gav sommerhusstemning. Badeværelset havde badekar og fliser på væggene, og farmor sørgede for det nødvendige service med præcis ét sæt tallerkener og bestik pr. person – hverken mere eller mindre.

Da Elenes forældre overtog huset i 1959, blev det et levende samlingspunkt gennem hele sæsonen fra maj til september. I højsæsonen fyldtes huset med hele familien: far Ernst, mor Vibeke, Elene og hendes tre ældre søskende, Elsebeth, Erling og Esben. To store køjesække, fyldt til randen af Elenes mor og låst for at sikre indholdet, blev fragtet med vognmanden ’Trumf’. Sommervig blev også et sted, hvor den øvrige familie mødtes – blandt andet Elenes fætter.

Faren tog hjem søndag aften for at passe sin forretning i ugen, men kom tilbage igen lørdag eftermiddag, så familien kunne samles. Allerede i 1960 blev der installeret telefon, men indlagt vand ville han ikke have. Han var tilfreds med det vand, der blev pumpet op fra egen boring – først med håndpumpe, senere med el-pumpe fra 1959. Dog var trykket ikke altid helt optimalt.

Huset havde en septiktank, som blev tømt, når den blev fuld. For at undgå hyppige tømninger ønskede faren ikke vaskemaskine, så familien fik vasket tøj hos fru Larsen i Vig.

Huset var et traditionelt sommerhus med ophold ved påske, pinse, sommer- og efterårsferie. Når sæsonen sluttede, blev huset lukket ned – en krævende proces, der blandt andet betød, at vandrørene skulle tømmes for at undgå frostskader, som alligevel ofte opstod.

I farens tid blev også alle sikringer fjernet om vinteren. Elene tror, det skyldtes, at tyskerne under krigen havde benyttet huset som udsigtspunkt over bugten, så det ikke skulle blive for nemt at bruge det igen.

En anden vigtig regel var, at lyngen ikke måtte betrædes – den var skrøbelig. Nu, mange år senere, glæder Elene og Per sig over at se lyngen vokse frem igen, især hvor græsset holdes nede.

Træer måtte heller ikke fældes, men da Elene og Per skulle bygge nyt hus, skete det alligevel. Omkring 100 store fyrretræer blev fældet, men de sørgede for at kompensere ved at plante nyt i 2009.

Elenes mor brugte sommerferien på at sylte og henkoge til vinteren. Varerne blev købt hos grønthandler Frode Petersen, der havde en lille butik på Lyngvejen ud for Vej 13, mens hans gartneri lå i Vig Hovedgade med drivhuse.

I husets tidlige år, indtil omkring 1960, blev maden opbevaret i et isskab, og isen blev hentet i ismejeriet på Lyngvejen, lige hvor Home lå indtil for nylig. Det var det fjerneste mål for Elene og søskendes cykelture.

På Lyngvejen lå også en dårligt vedligeholdt tennisbane, hvor Brugsen i dag har parkeringsplads. Brugsen var tidligere en købmandsforretning ejet af Hagelund.

I dag elsker Elene, Per og deres børn og børnebørn sommerhuset. Børnebørnene repræsenterer den 5. generation, der har knyttet sig tæt til stedet og nyder strand og vand lige som de foregående generationer.

Elene og Per fremhæver især freden, friheden, naturen og det rige dyreliv. Dog kan de ikke længere opleve den samme biodiversitet, som Elene gjorde som barn – med haletudser i vandhullet ved cementbroen, hundestejler ved broen ud for Klitvej og et mylder af firben og store grønne græshopper på grunden.

Det positive ved at komme året rundt er, at hver årstid har sin egen charme. De følger også med i, hvordan Odsherred kulturelt og kulinarisk blomstrer i et raskt tempo.

De sætter pris på sammenholdet på vejen og de mange fællesaktiviteter, som har givet dem mange nye venner og bekendtskaber.

For fremtiden håber de bare, at alt må fortsætte, som det er – i fred, glæde og godt naboskab.